fbpx

Kvindebryster er for mange i dag et symbol på kvindelighed, femininitet, moderlighed og skønhed. Desværre er alle kvinder ikke lige tilfredse med deres bryster, og faktisk viser en undersøgelse fra researchinstituttet Tapestry, at omkring 30% af danske kvinder er decideret utilfredse med deres bryster (kilde: multivu.com).  

Særligt er brystløft – og mere naturligt udseende brystoperationer – i stigende grad efterspurgt i dag, og flere og flere kvinder ønsker fyldige og flotte bryster hele. Faktisk er brystløftet en af de mest populære kosmetiske indgreb i Vesten i dag (di Summa et al., 2019).  

Her i artiklen har vi samlet viden om de forskellige typer af brystløft, som findes i dag, så du kan danne dig et overblik over de forskellige behandlingsmuligheder. Læs med her og bliv klogere på brystløft, hvordan det foregår og find ud af, om det er noget for dig.  

Hvem er brystløft relevant for? 

Når det kommer til spørgsmålet om, hvem brystløft er relevant for, så er det korte svar; mange. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser nemlig, at rekordmange danske kvinder får lavet brystoperationer, og noget tyder på, at interessen er fortsat stigende (kilde: sundhed.dk). Er du blandt de kvinder, som overvejer at få lavet nye bryster, er du således langt fra alene.

Brystløft er dog en særlig type brystkorrektion, som netop har til formål at løfte brystet, og derfor er brystløft typisk mest relevant for kvinder, som oplever at have bryster, der hænger eller mere flade bryster, end de ønsker sig. 

Der er dog ikke nogen særlig type kvinde, som brystløft egner sig mere til end andre. Der kan nemlig være mange årsager til, at du overvejer et brystløft. Måske har du været gravid og ammet, hvilket har ændret formen på dine bryster, måske har du været igennem et større vægttab, hvor noget af fedtet fra brysterne er forsvundet, eller måske er dine bryster bare begyndt at hænge lidt mere med alderen. 

Som med alle andre kosmetiske korrektioner af kroppen, så handler et brystløft således primært om at styrke selvtilliden og give den enkelte kvinde en fornyet følelse af skønhed og selvtilfredshed. Og hvis du mener, at et brystløft vil kunne gøre det for dig, så er et brystløft i særdeleshed relevant at overveje. 

De mange forskellige typer af brystløft 

Brystløft er som udgangspunkt et relativt vidt begreb, og der findes i dag flere forskellige måder at gribe netop denne type korrektion an på. Den mest almindelige form for brystløft foregår via en operation af selve brystet (eller brysterne), hvor hele eller en del af brystet kirurgisk flyttes opad. Du kan læse om de forskellige typer af brystløft operationer lige herunder. 

Til sidst i artiklen kigger vi også kort på alternative metoder for at undersøge, hvorvidt det er muligt at foretage brystløft uden kirurgi.  

Lille brystløft

Et lille brystløft er, som navnet indikerer, et mindre indgreb. Her fjerner kirurgen overskydende hud under eller omkring brystvorten. Herefter flyttes brystvorten (med tilhørende blodforsyning og nerver) op til en højere position på brystet (kilde: sundhed.dk). Ved denne type indgreb er det primære formål at flytte brystvorten opad på brystet og altså ikke løfte hele brystet op. 

Det kan lyde som et simpelt indgreb, men brystvortens position spiller en ganske stor rolle for, hvordan brystet ser ud, og selv et lille brystløft kan få bryster til at se langt mere ungdommelige ud. 

Det lille brystløft passer typisk godt til kvinder, som synes, at deres brystvorte er begyndt at pege nedad, men som ellers ikke føler, at deres bryster hænger for meget. 

Stort brystløft

Det store brystløft er, som navnet antyder, et større indgreb, hvor der er fokus på løfte hele brystet opad. Et stort brystløft kan således være relevant for dig at overveje, hvis du oplever at dine bryster hænger meget. Ved et brystløft fjernes mere hud og brystvorten flyttes også længere op. 

Til det store brystløft skal der typisk også laves et snit under brystet og fra brystvorten til den nederste del af brystet. Dette snit kaldes et ankersnit, og når dette er foretaget, fjernes den overskydende hud på brystet og brystvorten flyttes til den ønskede position, inden snittet bliver syet sammen igen. 

På grund af det større snit, der lægges på brystet, skal du være opmærksom på, at du vil få et større og mere synligt ar ved et stort brystløft end et lille. Samtidig kan et stort brystløft dog være den helt rigtige løsning, som giver dig din kropslige selvtillid tilbage efter flere år med bryster, der hænger. 

Brystløft i forbindelse med brystforstørrende operation

For nogle kvinder vil et brystløft i sig selv ikke være tilfredsstillende, da de føler, at deres bryster både hænger og er flade. Heldigvis er det muligt at kombinere et brystløft med en brystforstørrende operation (BFO) (kilde: sundhed.dk). Denne løsning vil være relevant for dig, som både oplever, at dine bryster hænger, men også at de mangler fylde. 

I den kombinerede operation af brystløft og BFO tilføres fylde til brystet samtidig med at brystet løftes. På den måde er det muligt at opnå mere ungdommeligt udseende bryster, som er symmetriske, har mere fylde og hvor brystvorten sidder på midten af brystet og peger udad frem for nedad. 

En fordel ved det kombinerede brystløft og brystforstørrende operation er, at begge indgreb foretages samtidig, så det hele er overstået på én gang. 

Cerix logo

CeriX er et velkendt dansk brand med speciale i kosmetiske behandlinger. Virksomheden har 7 klinikker og er registreret samt godkendt af styrelsen for patientsikkerhed.

Læs om andres oplevelser med CeriX her

Brystløft med implantater (BFO)

Et kombineret brystløft og brystforstørrende operation med implantater kan være relevant for mange forskellige kvinder at overveje. Faktisk er implantater den mest almindelige måde at afhjælpe flade bryster i dag, og sundhed.dk anslår, at omkring 30.000 danske kvinder har silikonebryster. 

Det kan være, at du har gennemgået en eller flere graviditeter og amninger, at du har tabt dig meget eller at du måske altid har savnet fylde i dine bryster, og nu i øvrigt synes, at de er begyndt at hænge for meget og derfor ønsker en løsning på begge problematikker. I disse tilfælde kan et brystløft og BFO med implantater være den rigtige løsning. 

En potentiel ulempe ved dette kombineret indgreb er, at det er ret komplekst at udføre for kirurgen, blandt andet på grund af hensynet til den øgede fylde i brystet samtidig med sikring af brystvortens nye placering (Ono & Karner, 2019). 

På grund af den kompleksitet, der er forbundet med netop dette indgreb, findes der i dag en lang række forskellige metoder til det kombinerede brystløft og BFO med implantater. En af de nyere metoder er beskrevet således (Ono & Karner, 2019): 

  1. Med patienten i liggende stilling foretages der et snit gennem den inframammære fold (under brystet), og væv deles, indtil fibrene i den store brystmuskel findes. Med nøje observation af både væv, fibre og muskler, skubbes disse til side, så der opstår en ”lomme” i brystet. 
  2. Herefter indsættes implantatet i lommen i brystet. Patienten flyttes til siddende stilling for at kontrollere den øvre symmetri i brystet. Dette giver mulighed for at foretage justeringer af implantatpositionen og at ændre på ”lommen”. Hvis det er nødvendigt, ændres de præoperative markeringer af brystvorterne for at sikre et bedre resultat. 
  3. Nu er turen kommet til at sikre positionen af implantatet: Ved de markerede områder omkring brystvorten foregår en fjernelse af den overflødig hud. Samtidig flyttes vævet i brystet, mens der efterlades et tyndt lag væv over implantatet og brystmusklen, som sikrer, at implantatet bliver hvor det skal. 
  4. Stadig med patienten siddende, bestemmes de endelige markeringer af brystvortens nye placering. Brystvortens position i slutningen af indgrebet vil nemlig ikke ændre sig betydeligt i tiden efter operationen – netop derfor er det vigtigt, at den er placeret korrekt på dette tidspunkt. Herefter flyttes selve brystvorten til den ønskede nye position. Til sidst i indgrebet evalueres og udføres behov for øvrige forbedringer, såsom øvrig fedtsugning, fedttransplantation og fjernelse af overskydende hud.  

De nyere metoder, som for eksempel beskrevet herover, har således et øget fokus på at evaluere løbende undervejs, så der sikres et tilfredsstillende æstetisk resultat. Det skal dog understreges, at der findes andre metoder end denne, og du kan med fordel konsultere forskellige klinikker, hvis du vil vide mere om, hvordan de foretager kombinerede brystløft og brystforstørrende operationer.

Et brystløft med implantater kan være en potentiel løsning for dig, som både synes at dine bryster hænger og som savner meget mere fylde. Fordelen ved implantater er nemlig, at du kan tilføre stor del fylde samtidig med, at du kan forme brysterne på ny, så de fremstår ungdommelige og spændstige igen. Derfor kan et kombineret brystløft og BFO med implantater også være en løsning for dig, som måske er ked af, at dine bryster af asymmetriske. 

Brystløft med eget fedt (BFO)

Et kombineret brystløft og BFO med eget fedt kan være den rigtige løsning til kvinder, der oplever, at de har for små eller asymmetriske og samtidig hængende bryster, men måske ikke ønsker et fremmedlegeme indopereret i kroppen (Kalaaji et al., 2015). 

Samtidig kan dette være en attraktiv behandlingsform for kvinder, som har uønsket fedt visse steder på kroppen, da BFO med eget fedt jo blot omfordeler dit eget fedtvæv, så du får mere fedt omkring brysterne og mindre fedt omkring for eksempel mave, lår og baller. Derfor kaldes det også sommetider for en operation, som tilbyder to fluer med ét smæk. I tilfældet af et kombineret brystløft og BFO med eget fedt kan det nærmest betegnes som tre fluer med ét smæk. 

Brystløft kombineret med BFO med eget fedt er dog ikke en udbredt procedure, og derfor findes ikke er meget litteratur om emnet (Qureshi et al., 2018). Et enkelt nyere studie fortæller dog om god succes med 34 patienter, som havde problemer med hængende bryster eller små bryster, og som gennemgik lipopexy (kombineret brystløft og BFO med eget fedt) mellem 2010 og 2017. På grund af de ganske få komplikationer og den overordnede tilfredshed konkluderer dette studie, at lipopexy kan være et sikkert og værdifuldt alternativ til det traditionelle brystløft (De Fazio & Cingozoglu, 2020).

Det kombinerede brystløft og BFO med eget fedt foregår på denne måde (De Fazio & Cingozoglu, 2020):  

  1. Udsugning af fedtvæv fra de aftalte områder. Typisk skal der bruges minimum 70–500 ml fedt til hvert bryst. 
  2. Herefter behandles fedtvævet og renses, så det kan sprøjtes ind i brysterne efterfølgende. Mens dette foregår, foretager kirurgen selve brystløftet. 
  3. Når brystet er løftet til den ønskede position, påbegyndes fedtindsprøjtningen. Kirurgen fordeler fedtet forskellige steder i brystet, så det bedste resultat opnås. For eksempel placeres noget af fedtet under og inde i den primære brystmuskel (pectoralis major), mens en del af fedtet placeres under den mindre brystmuskel pectoralis fascia. 

Da kirurgen tager fedtvæv fra typisk mave og lår, og således foretager en ganske almindelig fedtsugning, er det vigtigt, at du har lidt du kan undvære lidt her. Undervægtige og meget slanke kvinder er derfor som udgangspunkt ikke egnede til denne type indgreb. 

En almindelige ulempe ved BFO med eget fedt, at du aldrig vil kunne opnå samme øgede fylde i brysterne, som brystimplantater kan give. En betydelig del af det transplanterede fedt vil forsvinde i løbet af ugerne og månederne efter indgrebet, og derfor kan det være nødvendigt at gentage operationen for at opnå et tilfredsstillende resultat. 

Er en kombineret operation med brystløft og BFO noget for dig? 

Fordelene ved denne kombinerede operation er, at du kan opnå både fylde, form, symmetri og spændstighed på én og samme tid. Hvis du oplever, at dine bryster både hænger og mangler fylde, kan den kombineret operation med brystløft og brystforstørrende operation således være den helt rigtige for dig.

Ulemperne ved dette indgreb findes hovedsageligt i den lidt større risiko for komplikationer. Studier viser nemlig, at komplekse brystoperationer, hvor der eksempelvis foretages et brystløft samtidig med en brystforstørrende operation, kan øge risikoen for komplikationer, herunder specielt infektioner, i forhold til simple brystindgreb (Gupta et al., 2017). 

Selvom du med en BFO med eget fedt undgår nogle af de risici, der normalt er forbundet med indoperation af implantater, har der været enkelte sager, hvor kvinder har fået infektion i deres sår efter at have fået foretaget en BFO med eget fedt i udlandet (Jensen et al., 2018). Derfor anbefales det som udgangspunkt at vælge en dansk klinik, hvor du kan være sikker på, at den danske lovgivning beskytter dig som patient.

Det er samtidig vigtigt at bemærke, at en kombineret BFO og brystløft operation kan være et særligt kompliceret indgreb hos patienter, som har tabt sig meget. Dette skyldes dårlig elasticitet i huden og manglende struktur i hud og væv til at supportere brystet operationen (Coombs et al., 2017). 

Har du været igennem et større vægttab, og ønsker du dig netop denne type operation, er det således vigtigt, at du nøje overvejer det en ekstra gang. Det kan også være en fordel for dig at opsøge ekstra grundige forundersøgelser og måske få flere forskellige kirurgers vurdering af muligheden for operationen. 

Den sidste ulempe som er værd at nævne er, at det kombinerede brystløft og BFO er dyrere end blot at få foretaget et brystløft. Læs mere om dette under afsnittet om priser. 

Brystløft i forbindelse med brystreduktion

Brystreduktion er en operation, som ofte foretages, når en kvindes bryster hænger i sådan en grad, at de forårsager gener i form af smerte og ømhed omkring ryg, skuldre og nakke (kilde: netdoktor.dk). En brystreduktion kan dog også foretages af rent kosmetiske årsager, hvis en kvinde ikke føler, at hendes bryster passer til resten af hendes krop eller blot synes, at brysterne er for store og derfor ønsker mindre bryster. I disse tilfælde kan en brystreduktion og et brystløft give helt ny fylde og form uden at der er brug for at indoperere implantater eller tilføje eget fedtvæv fra andre steder på kroppen. 

Brystreduktioner bliver også lavet på kvinder, som oplever, at deres bryster er asymmetriske, at det ene bryst hænger væsentligt mere end det andet, eller at et eller begge bryster er abnormt formede (kilde: netdoktor.dk). I disse tilfælde, kan brysterne give gener både rent æstetisk, men også i det daglige, hvor det kan være svært at finde undertøj og tøj, som føles rart at have på henover begge bryster. 

Sidst men ikke mindst kan en brystreduktion også foretages, hvis en kvinde, der har fået indopereret implantater tidligere, nu ønsker at få fjernet disse. I langt de fleste tilfælde skyldes ønsket om en brystreduktion i disse tilfælde, at patienterne er utilfredse med det æstetiske resultat af operationen, er utilfredse med vægten af brysterne eller oplever en ubalance mellem volumen og vægt i brysterne (Avelar, 2018). En ulempe ved denne operation kan være, når implantatet fjernes, at patienten ikke har nok kirtelvæv til at genskabe de nye bryster. Af denne grund er det vigtigt, at der foretages en nøjagtig undersøgelse inden operationen går i gang (måske endda mammografi eller MRI) for tilstrækkelig evaluering. Kirurgen skal være sikker på, at patienten har nok kirtelvæv, så de nye bryster kan omformes i en grad, at patienten bliver tilfreds (Avelar, 2018). 

Som udgangspunkt er det ganske normal procedure, at der foretages et brystløft i forbindelse med en brystreduktion, da brystet vil skulle formes, overskydende hud skal fjernes og brystvorten skal have en ny placering. Derfor er der sjældent tale om et decideret kombineret indgreb, hvor du skal bede om både at få en brystreduktion og et brystløft ordnet – det sker typisk helt automatisk (kilde: netdoktor.dk). Dog kan det altid anbefales at kommunikere dine forventninger til resultatet ganske klart og tydeligt. Hvis du har særlige ønsker til, hvordan dine bryster skal se ud eller hvor brystvorten skal sidde efter din brystreduktion, så bør du sørge for at fortælle din kirurg dette, inden indgrebet foretages. 

En ulempe ved en brystreduktion kan være, at ikke alle oplever lige stor tilfredshed efter indgrebet. For eksempel er det vigtigt at understrege, at et brystløft ikke stopper den naturlige aldring af kroppen – derfor vil brysterne stadig kunne have en tendens til at begynde at hænge med alderen (kilde: NHS). 

De mange fordele ved en brystreduktion og et brystløft, og de mange forskellige årsager til at kvinder ønsker at få dette lavet, betyder dog at netop dette indgreb kan være det helt rigtige valg for netop dig. 

Brystløft priser

Hvis du er i gang med at overveje, hvorvidt et brystløft er det rigtige for dig, så har du formentlig også overvejet det økonomiske aspekt i det. Et brystløft kan nemlig være en betydelig udgift for mange kvinder. 

En brystløft operation er som udgangspunkt hovedsageligt et kosmetiske indgreb. Og som med alle ikke-sundhedsmæssige indgreb er brystløft således heller ikke støttet af det offentlige. Det er derfor ikke muligt at få tilskud til brystløft på statens regning. Det eneste tilfælde, hvor et brystløft kan støttes af det offentlige, er hvis det sker af sundhedsmæssige årsager. Hvis du mener, at du har en sundhedsmæssig grund til at få foretaget et brystløft, bør du konsultere din egen læge for at kortlægge, om et tilskud er muligt. Men ellers skal du som udgangspunkt regne med at betale for dit brystløft af egen lomme. 

Det er svært at give et endegyldigt svar på, hvad et brystløft koster, da der – som du kan læse ovenfor – findes mange forskellige typer af brystløft operationer, som hver især anvender forskellige metoder og varierer ganske betydeligt i kompleksitet. 

Et lille brystløft koster typisk mellem 22.000 kr. og 27.000 kr., mens et stort brystløft kan koste i omegnen af 35.000 – 50.000 kr. Skal du have kombineret dit brystløft med en brystforstørrende operation, skal du ofte regne med at lægge 10.000 – 20.000 kr. oveni brystløftets egen pris. 

Prisen på brystløftet vil i høj grad afhænge af, hvor du vælger at få foretaget indgrebet. Brystoperationer i Danmark er ofte dyrere end selv samme operationer i udlandet (for eksempel Østeuropa eller Asien). Men selv inde for landets grænser, kan der være stor prisforskel fra klinik til klinik, og det kan derfor anbefales at have dette med i din overvejelse, når du vælger, hvor indgrebet skal foregå. 

Du skal desuden være opmærksom på, at nogle klinikker tager sig separat betalt for både forundersøgelse, konsultation, fuld bedøvelse, patientforsikring og indlæggelse efter indgrebet. Det kan derfor være en god idé at bruge noget tid på at foretage research af de økonomiske omkostninger til et kirurgisk brystløft, inden du bestiller din tid.  

Roskilde privathospital logo

Roskilde Privathospital er en af de førende klinikker indenfor diverse kosmetiske behandlinger. Virksomheden lægger stor vægt på kvalitet, etik, engagement og omhu.

Læs om andres oplevelser med Roskilde Privathospital her

Finansiering af brystløft 

Som du kan se, er brystløft ikke en lille udgift, og for mange vil det være en udfordring at spare nok penge sammen til indgrebet. Hvis du er blandt de kvinder, for hvem det virker uoverskueligt at spare mellem 22.000 kr. og 50.000 kr. sammen, så kan du overveje, om finansiering af dit brystløft er noget for dig. 

Der er primært tre måder, du kan finansiere dit brystløft på: 

  1. Lån af familie og venner 
    1. For nogle vil det være muligt at låne penge til brystløft gennem familie og venner. Det kan da også være en glimrende måde at låne et relativt stor beløb til en formentlig lille rente eller ingen rente. Problemet ved at låne penge af familie og venner kan dog være, at penge ofte kan skabe splid i personlige relationer, hvis I bliver uvenner over tilbagebetalingen. 
  2. Lån gennem bank eller kreditinstitut 
    1. De fleste har mulighed for at optage kredit i deres bank eller optage et forbrugslån. Når du optager et forbrugslån, skal du ofte igennem en relativt hurtig kreditvurdering, hvor udlåner vurderer, om du vil være i stand til at betale lånet tilbage. Fordelene ved et forbrugslån er, at det er ganske nemt at opgave, og at der sjældent stilles spørgsmålstegn ved, hvad pengene skal bruges til. En ulempe ved denne løsning kan være, at de fleste forbrugslån er ganske dyre. 
  3. Find en finansieringsløsning direkte gennem klinikken 
    1. Den nok mest populære finansiering af brystløft er gennem selve den pågældende klinik, som foretager brystløftet. I dag tilbyder flere og flere klinikker nemlig forskellige former for finansiering, så deres kunder har mulighed for at samle både indgreb og finansiering samme sted. Det kan være en god idé at læse op på, hvordan de forskellige finansieringsløsninger fungerer hos de forskellige klinikker – ofte samarbejder klinikkerne med en bank eller et kreditinstitut, og du kan læse om vilkårene, inden du søger om at optage finansieringen.

Brystløft operationen – sådan foregår det 

Når du skal have foretaget et brystløft, vil du i første omgang skulle finde klinikken, som skal udføre indgrebet. Her vil du skulle til en forundersøgelse eller konsultation, hvor I taler om dine forventninger til indgrebet, og hvordan du ønsker, at resultatet bliver. 

Før operationen, vil du formentlig få besked på at stoppe med at ryge 2-4 uger inden indgrebet, da rygning kan øge risikoen for komplikationer. Skal du opereres med fuld narkose, vil du blive bedt om at møde op på klinikken fastende, og altså ikke have spist noget siden før midnat dagen før. På selve operationsdagen vil du typisk have konsultation med både anæstesilægen og selve kirurgen, som skal foretage indgrebet. Førstnævnte vil tale dig igennem selve bedøvelsen og hvordan det foregår, mens kirurgen giver dig mulighed for at stille spørgsmål til operationen og vil foretage de endelige optegninger på huden, inden indgrebet. 

Du vil typisk blive lagt i fuld narkose, selvom nogle klinikker tilbyder at lave et lille brystløft med blot lokalbedøvelse. Om du ønsker at nøjes med lokalbedøvelse eller foretrækker ikke at være vågen under indgrebet, vil være en smagssag og noget, du kan tale med den pågældende klinik om, hvis du er i tvivl. 

Selve indgrebet vil typisk tage et par timer, og den endelige varighed afhænger selvfølgelig af, om du skal have foretaget et lille brystløft eller stort brystløft, og hvorvidt du ønsker at kombinere brystløftet med en BFO eller brystreduktion. Under indgrebet fjernes overskydende hud omkring brystvorten (lille brystløft) og eventuelt på en større del af brystet (stort brystløft), mens vævet bevares i videste udstrækning. Vævet vil dog blive flyttet på og justeret i nogle tilfælde for at øge æstetikken i det endelige resultat (Qureshi et al., 2018).

Efter operationen vil du blive overført til opvågning enten på en enestue eller en fællesstue på klinikken. Her vil du blive holdt øje med af sygeplejersker, som skal sikre, at du kommer godt ud af bedøvelsens virkning og har det godt efter operationen. Der er stor forskel på, hvor længe du skal være indlagt alt afhængig af indgrebets karakter; i nogle tilfælde skal du være indlagt i op til et par dage, mens du i nogle tilfælde kan sendes hjem efter blot seks timer (kilde: netdoktor.dk). 

Det er vigtigt, at du arrangerer, at nogen kan køre dig hjem efter indgrebet, og også at du eventuelt har nogen til at hjælpe dig med småting og praktisk ærinder (for eksempel hårvask og rengøring) i hjemmet i løbet af de første par dage efter operationen (kilde: Mayo Clinic).

Mulige komplikationer og bivirkninger 

Som med alle andre kirurgiske indgreb, er der også mulige komplikationer forbundet med brystløft. Dog er alvorlige komplikationer relativt sjældne.

Et studie fra 2017 undersøgte faktisk hele 73.608 brystoperationer (hvoraf brystløft relaterede operationer var de næst hyppigste) og fandt, at alvorlige komplikationer kun opstod i 1,46 % af indgrebene (Gupta et al., 2017). Ifølge denne undersøgelse er hæmatomer (blodansamlinger) og infektioner blandt de hyppigst forekomne komplikationer. Som tidligere nævnt kan komplekse brystoperationer – for eksempel et kombineret brystløft og BFO – nemlig give en større risiko for komplikationer (særligt infektion) end simple brystindgreb. Samtidig viste denne undersøgelse, at alder kan være en risikofaktor for udviklingen af hæmatomer, mens både alder og overvægt kan være en risikofaktor for infektion (Gupta et al., 2017).

Mere sjældne komplikationer i forbindelse med et brystløft kan være, at kvinden mister evnen til at amme på grund af skade på mælkegangene og at kvinden mister følelsen i en eller begge brystvorter. Der kan også opstå asymmetri i brysterne efter et brystløft – for eksempel på størrelsen eller placering af brystvorterne – men denne type problemer kan typisk løses ved en ny korrigerende operation (kilde: sundhed.dk). 

De primære bivirkninger eller eftereffekter i forbindelse med et brystløft vil være træthed, ømhed, eventuel hævelse omkring indgrebsområdet samt selvfølgelig arrene, der skal hele af sig selv over tid. 

Heling efter brystløft og ar – hvad skal du være opmærksom på?

Som sagt opstår der uundgåeligt ar efter et kirurgisk brystløft. Det er vigtigt, at arrene får fred og ro til at hele af sig selv, og du ikke overbelaster dig selv og din krop efter operationen. 

Dine bryster vil være hævede og du vil formentlig have blå mærker omkring operationsområdet i cirka to uger efter. Det er naturligt at føle smerte og ømhed omkring snittene, som vil være røde eller lyserøde i op til et par måneder. Derfor anbefales det som hovedregel også, at du I de første par dage efter et brystløft tager almindelig smertestillende medicin (efter aftale med klinikken). Følelsesløshed i og omkring brystvorter og brysthud er ganske normalt og kan vare i cirka seks uger (kilde: Mayo Clinic).

Der er nogle ting, du bør undgå at gøre, og nogle ting, som det anbefales at gøre, mens din krop heler efter dit brystløft (kilde: Mayo Clinic): 

  • Undgå spænding af muskler, bøjning og løft ved brug af overkroppen. 
  • Sov på ryggen eller på din side for at holde presset væk fra dine bryster
  • Undgå seksuel aktivitet i mindst en til to uger efter brystløftet. 
  • Spørg din læge, hvornår du kan genoptage de daglige aktiviteter, såsom at vaske dit hår, tage brusebad eller bade normalt igen. 
  • I nogle tilfælde vil lægen placere dræn ved ​​dine snit for at sikre, at der ikke samler sig væske omkring såret. Disse fjernes typisk inden for få dage. 
  • I nogle tilfælde skal stingene fjernes efter operationen – i andre tilfælde opløses de selv. Tal med din læge om, hvornår – eller hvis – dine sting skal fjernes. 
  • Du vil få udleveret en kirurgiske støtte-bh efter operationen, som du skal bære døgnet rundt i de første tre eller fire dage. Derefter skal du anvende en blød støtte-bh i tre eller fire uger. 
  • Mens din krop heler efter indgrebet, er det vigtigt at du holder dine bryster ude af solen. Når arrene er helet, bør du beskytte dine ar ekstra godt under soleksponering.

Alt afhængig af hvilken type brystløft, du har fået foretaget, og hvor omfattende operationen har været, vil du have mindre eller større ar. I begyndelsen vil arrene fremstå som røde og med en grov tekstur. Det er dog vigtigt at huske på, at selvom arrene er permanente, bliver de blødere og mere tynde og hvide inden for et til to år efter operationen. Ar fra et brystløft kan normalt skjules af bh’er og af almindeligt badetøj. Du vil formentlig bemærke, at din bh-størrelse er lidt mindre efter et brystløft – også selvom du ikke har fået foretaget en brystreduktion i kombination med dit brystløft. Dette er simpelthen et resultat af, at dine bryster bliver fastere og rundere (kilde: Mayo Clinic).

Dette gælder selvfølgelig ikke, hvis du har fået foretaget et brystløft i kombination med en BFO – i dette tilfælde vil du formentlig skulle ud og anskaffe dig bh’er i større størrelser, end du før har haft. 

Det skal du også være opmærksom på, inden du får foretaget brystløft operation 

Udover at du selvfølgelig skal overveje nøje, om en kirurgisk korrektion af din krop er noget du ønsker, og at du har de økonomiske midler til at gennemføre indgrebet, så er der et par andre elementer, du også bør overveje, inden du booker dit brystløft hos en klinik. De tre primære ting, du skal være opmærksom på er: 

  • Du skal være fyldt 18 år. 
      • I Danmark skal man være fyldt 18 år for at få foretaget kosmetiske operationer. Da brystløft primært er defineret som en kosmetisk operation, skal du således være mindst 18 år, før du kan få foretaget indgrebet (kilde: sundhed.dk).
  • Er du over 35 år, bør du overveje at få lavet en mammografi inden. 
  • Det anbefales kraftigt, at alle kvinder over 35 år, som overvejer at få foretaget en kosmetisk brystoperation, får udført en mammografi inden indgrebet (kilde: sundhed.dk). En mammografi er kort sagt blot en røntgenundersøgelse af brysterne, hvor der hovedsageligt undersøges for forandringer i brystvævet og for tegn på brystkræft. 
  • Du skal stoppe med at ryge.
  • Som beskrevet kan rygning føre til komplikationer i forbindelse med et brystløft. Det anbefales derfor, at du stopper med at ryge op til operationen, og at du afholder dig fra at ryge omkring fire uger og til operationen, og heller ikke ryger fire uger efter operationen (kilde: netdoktor.dk).

Brystløft før og efter – det kan du forvente

Hvis du går og overvejer at få foretaget et brystløft af den ene eller anden art, så er du sikkert interesseret i at vide, hvad du kan forvente efter operationen. 

Som udgangspunkt nyder kirurgiske brystløft høj patienttilfredshed, og dette skyldes særligt, at der er tale om et indgreb, der kan skræddersys efter patientens behov. Samtidig er komplikationer og senfølger ganske sjældne. Dog pointerer et studie, at der kan opstå utilfredshed relateret til ar, asymmetri og hængende brystvorter, hvilket alle er risici, som patienterne bør kende til inden operationen (di Summa et al., 2019). 

Undersøgelsen af di Summa et al. understreger, at der forekommer lidt variation i tilfredshed på tværs af de forskellige brystløft metoder, som findes. Dog nyder alle metoder godt af høj patienttilfredshed. Det skal samtidig bemærkes, at der særligt i de seneste år er en øget tilfredshed med brystløft, hvilket formentlig skyldes, at teknikkerne er blevet forfinede, og at kirurgerne er blevet endnu dygtigere (di Summa et al., 2019).

Et andet studie peger dog på, at tilfredsheden – og risiko for efterfølgende korrigerende indgreb – er lavest for det lille brystløft (hvor det blot er brystvortens placering, som ændres) (Qureshi et al., 2018). Qureshi et al skriver, at den lavere tilfredshed både findes hos patienterne og kirurgerne, som har foretaget indgrebene (ibid.). 

For at opsummere, kan du som udgangspunkt forvente at blive glad og tilfreds med dit brystløft. Det endelige resultat – og hvor stor forskel, der vil være på dine nye bryster kontra dine gamle bryster – afhænger dog hovedsageligt af to ting: 

  • Hvilken type brystløft, du får foretaget. Der er selvfølgelig stor forskel på, hvor stor forandring du oplever, alt efter om du får foretaget et lille brystløft, et stort brystløft eller et kombineret indgreb. 
  • Hvor tydeligt du får kommunikeret dine forventninger til det endelige resultat. Husk at sikre dig, at du og kirurgen deler samme opfattelse af, hvad slutresultatet skal være. 

Efter operationen vil du umiddelbart kunne se ændringerne og resultatet, men det er vigtigt at være opmærksom på, at brysternes form vil fortsætte med at ændre sig lidt i løbet af månederne efter operationen (kilde: Mayo Clinic). 

Brystløft uden kirurgi – er det muligt? 

Det korte svar på, hvorvidt brystløft er muligt uden kirurgi er nej. Det er nemlig ikke rigtig nogen måde at flytte brystvortens placering eller fjerne overflødig hud på uden kirurgi. 

Hvis du netop har været igennem et stort og relativt hurtigt vægttab, kan du døje med overskydende hud på og omkring brysterne (Monpellier et al., 2019). Men er du stadig ung og med en relativt elastisk hud, kan du vente lidt for at se, om en del af den overskydende hud trækker sig sammen igen. Sjældent vil dette dog være nok til at tilfredsstille alle kvinder. 

Der findes enkelte metoder til brystløft, som ikke anvender kirurgi. Ingen af dem er dog lige så effektive som et kirurgisk indgreb. De to mest udbredte alternative metoder er:  

  • Laser
    • Kort sagt søger denne behandling at fjerne døde hudceller og fremprovokerer en øget produktion af collagen, som kan stramme huden op (på samme måde som ansigtsløft kan foregå med laser). Udfordringen er, at ledbånd i dit brystvæv ikke er lavet på samme måde som dem i dit ansigt, så du får muligvis ikke de samme stramningsresultater i dine bryster, som du ville have i ansigtshuden.
  • Botox eller filler
    • Botox kan bruges til at stramme huden op og fjerne rynke, og derfor bruges det også sommetider for at stramme huden op omkring brystvorten, så denne ikke hænger. Samtidig anvender nogle behandlere andre former for fillere, som kan øge produktionen af collagen og stramme huden op. Ulempen ved disse er, at effekten er ret lille, og at du typisk skal have foretaget en hel del behandlinger.  

Kort sagt er der således ikke rigtig nogen alternativ behandling, som giver helt samme effekt som et kirurgisk brystløft.

Vi håber, at du med denne artikel er blevet klogere på, hvad brystløft er, hvilke forskellige metoder der findes, hvad fordele, ulemper og risici er, samt hvorvidt et brystløft kunne være noget for dig. 

Kilder  

Til udarbejdelsen af denne artikel om brystløft, har vi anvendt en række kilder, for at sikre at informationen er korrekt og tidssvarende. De primære kilder, som har bidraget med viden og materiale til artiklen, kan du se her. 

Hjemmesider: 

Sundhed.dk – Sundhed.dk blev etableret i 2003 og er den danske fælles offentlige sundhedsportal.  Deres artikel om brystløft er udarbejdet af følgende fagmedarbejdere: 

  • Martin Heje, overlæge, Plastikkirurgisk afdeling, Aarhus Sygehus
  • Erling Peter Larsen, speciallæge i almen medicin,
  • Linda Jakobsen, Overlæge, ph.d., Klinik for Plastikkirurgi, Brystkirurgi og Brandsårsbehandling, Rigshospitalet, København
  • Bjarne Lühr Hansen, ph.d., lektor, alm. prakt. læge, Syddansk Universitet, Odense

Netdoktor.dk – Netdoktor er en dansk sundhedsside, som blev etableret i 1998. Netdoktor har til formål at formidle viden om sygdom, symptomer, sundhed og behandling i et almindeligt og let forståeligt sprog, som den gennemsnitlige dansker kan tilgå. Indlæg på Netdoktor.dk skrives, redigeres og opdateres af flere end 150 af Danmarks mest fremtrædende læger, speciallæger og andre eksperter inden for sundhed. 

Deres indlæg om brystløft og brystreduktion er skrevet af Jens Jørgen Elberg, speciallæge i plastikkirurgi.

NHS – NHS står for National Health Service og er Storbritanniens sundhedsvæsen. NHS støtter desuden en bred vifte af sundhedsmæssig og sundhedsrelateret forskning, og på deres offentligt tilgængelige deres side kan man læse om en lang række forskellige sygdomme, symptomer og behandlinger. Alt klinisk indhold på NHS-webstedet kontrolleres og godkendes af en eller flere relevante, kvalificerede og erfarne sundhedsfagfolk, lige som at alt indhold opdateres jævnligt for at sikre relevant og sand information. 

Mayo Clinic – Mayo Clinic er blandt de absolut mest anerkendte medicinske institutioner i verden. Mayo Clinic er et amerikansk non-profit og videnskabeligt sundhedscenter, som er beliggende i hhv. Minnesota, Florida, or Arizona, USA. De har fokus på integreret klinisk praksis og forskning og beskæftiger mere end 4.500 læger og forskere. 

Deres artikel om brystløft er udarbejdet af deres sundhedsfaglige personale. En komplet liste over deres medicinske redaktionelle personale kan findes her

Videnskabelige artikler: 

Avelar, J. M. (2018). Removal of Breast Implants Followed by Mastopexy. In J. M. Avelar (Ed.), Breast Surgery: Aesthetic Approaches (pp. 717–735). Springer International Publishing. https://doi.org/10.1007/978-3-319-54115-0_60

Coombs, D. M., Srivastava, U., Amar, D., Rubin, J. P., & Gusenoff, J. A. (2017). The Challenges of Augmentation Mastopexy in the Massive Weight Loss Patient: Technical Considerations. Plastic and Reconstructive Surgery, 139(5), 1090–1099. https://doi.org/10.1097/PRS.0000000000003294

De Fazio, D., & Cingozoglu, C. A. C. (2020). Combined Mastopexy and Augmentation with Autologous Fat Grafting: First Results with Lipopexy. Plastic and Reconstructive Surgery – Global Open, 8(2), e1957. https://doi.org/10.1097/GOX.0000000000001957

di Summa, P. G., Oranges, C. M., Watfa, W., Sapino, G., Keller, N., Tay, S. K., Chew, B. K., Schaefer, D. J., & Raffoul, W. (2019). Systematic review of outcomes and complications in nonimplant-based mastopexy surgery. Journal of Plastic, Reconstructive & Aesthetic Surgery, 72(2), 243–272. https://doi.org/10.1016/j.bjps.2018.10.018

Gupta, V., Yeslev, M., Winocour, J., Bamba, R., Rodriguez-Feo, C., Grotting, J. C., & Higdon, K. K. (2017). Aesthetic Breast Surgery and Concomitant Procedures: Incidence and Risk Factors for Major Complications in 73,608 Cases. Aesthetic Surgery Journal, 37(5), 515–527. https://doi.org/10.1093/asj/sjw238

Jensen, E., Holst-Albrechtsen, S., Østergaard Christensen, K., Birk-Sørensen, L., & Juel, J. (2018). Mycobacterium abscessus-infektion i bryst efter fedttransplantation i Indien. Ugeskriftet for Læger, 2–3.

Kalaaji, A., Vadseth, L., Orejuela, I., Dreyer, S., Maric, I., Bergsmark Bjertness, C., & Olafsen, K. (2015). Brystforstørrelse med eget fett: Et godt alternativ til brystimplantater. Kirurgen, 4. https://osloplastikkirurgi.no/wp-content/uploads/2019/08/kirurgen_4_15_kalaaji_5900.pdf

Monpellier, V. M., Antoniou, E. E., Mulkens, S., Janssen, I. M. C., Jansen, A. T. M., & Mink van der Molen, A. B. (2019). Body Contouring Surgery after Massive Weight Loss: Excess Skin, Body Satisfaction, and Qualification for Reimbursement in a Dutch Post–Bariatric Surgery Population. Plastic and Reconstructive Surgery, 143(5), 1353–1360. https://doi.org/10.1097/PRS.0000000000005525

Ono, M. T., & Karner, B. M. (2019). Four-step Augmentation Mastopexy: Lift and Augmentation at Single Time (LAST). Plastic and Reconstructive Surgery – Global Open, 7(11), e2523. https://doi.org/10.1097/GOX.0000000000002523

Qureshi, A. A., Myckatyn, T. M., & Tenenbaum, M. M. (2018). Mastopexy and Mastopexy-Augmentation. Aesthetic Surgery Journal, 38(4), 374–384. https://doi.org/10.1093/asj/sjx181

Se også Flere får lavet bryster: Det skal du overveje skrevet af jyllands-posten.dk.

Bedøm denne artikel

Klik på en stjerne for at bedømme

Redaktionen

Skriv en kommentar